Ifølge moderne evolutionsteori (som overvejende er neodarwinistisk) sker der en gradvist forøgelse af livets diversitet. Når fordelagtige mutationer akkumuleres over generationer, bevaret ved naturlig selektion, frembringer de nye lemmer, nyt væv og nye organer.
Er der tid nok til rådighed, kan arter forandre sig så radikalt at de slet ikke ligner hverken deres forgængere eller hinanden. En sådan forandring beskrives ofte som forskellige grene på »livets træ«.

Neodarwinisterne skildrer bevismaterialet fra fossilerne som det ultimative forsvar for deres teori. National Academy of Sciences studievejledningsbog Teaching about Evolution and the Nature of Science slår fx fast: Den progression af arter man finder i den fossile lagserie, udgør et magtfuldt bevis for evolutionen.« [1]

Som bevis herpå fremfører man forskellige eksempler på evolutionære forandringer, såsom fra landpattedyr til hvaler, fra primatforfædre til mennesker, udviklingen af pattedyrets høreorgan fra krybdyrkæbeknogler osv.

Nu er det bare sådan at den videnskabelige litteratur viser at klippelagenes historiefortælling frem for at understøtte det neodarwinistiske synspunkt, snarere er noget neodarwinismen altid har været nødt til at bortforklare. Dét bevismaterialet viser, er ikke gradvise forandringer, men pludselig fremtræden på scenen og stor stabilitet: De fleste fossile arter dukker op i ét hug, fuldt færdige, og de viser ikke med den måde de ligger i klippelagene på, nogen retningsbestemt forandring. [2]

Det samme gælder når vi bevæger os op over artsniveau. Palæontologen Robert L. Carroll noterer sig at »det mest slående ved evolutionen i stor skala er den ekstremt hurtige forandring man kan konstatere af afstamningslinjerne i nærheden af deres oprindelse, efterfulgt af lange perioder hvor de grundlæggende legemsstrukturer og livsudfoldelser bibeholdes. Det som mangler, er de mange overgangsformer som ifølge Darwins hypotese skulle være der … [3]

Dette forhold gælder i ekstrem grad dét palæontologerne kalder Den kambriske eksplosion, en begivenhed der tager sin begyndelse for 530 mio. år siden. På kun 5 til 10 mio. år (som i geologisk sammenhæng blot er et øjeblik) synes bogstavelig talt alle større dyrerækker (phylæ) pludselig at dukke op af det bare intet – og dette faktum er faktisk en kæmpeudfordring til neodarwinismen [4].

[1] National Academy of Sciences, Teaching about Evolution and the Nature of Science (Wash., D.C.: National Academy Press, 1998), p. 3.
[2] Stephen Jay Gould, "Evolution's Erratic Pace," Natural History, 86 (May 1977): 14. [3] Robert L. Carroll, »Towards a new evolutionary synthesis,« Trends in Ecology and Evolution 15 (2000): 27-32.
[4] Douglas H. Erwin, »Early introduction of major morphological innovations,« Acta Palaeontologica Polonica 38 (1994): 281-294; Douglas Erwin, »Macroevolution is more than repeated rounds of microevolution,« Evolution & Development 2 (2000): 78-84.

Skrevet af Access Research Network (ARN.org)

Origo © 1985-2017